Hvorfor søgte du i første omgang ind i M&A, og hvilke forventninger havde du forinden?
“Jeg søgte ind i M&A-verdenen, fordi jeg blev fascineret af, at det er et felt, der kombinerer det finansielle og det strategiske. Muligheden for at arbejde med både finansielle analyser og strategiske problemstillinger på tværs af mange forskellige brancher og virksomhedstyper virkede enormt spændende. Jeg havde fra starten en klar forventning om, at det ville være et udfordrende job, hvor læringskurven ville være stejl fra første dag. Netop det tiltalte mig meget, da jeg gerne vil arbejde et sted, hvor jeg er i konstant udvikling.”
Hvad har overrasket dig mest den første tid?
“Ikke at jeg selv har super meget kundekontakt endnu, men det har alligevel overrasket mig meget, hvor stor en del af en M&A-proces, der virker til at handle om menneskelig forståelse – altså evnen til at forstå kundens perspektiv, interesser og bekymringer, for at kunne skabe den bedst mulige løsning. Jeg har foreløbigt erfaret, at succes i M&A ikke blot handler om tal i et Excel-ark eller flotte PowerPoints, men at det måske i højere grad også handler om at kunne forstå mennesker. Det har på mange måder givet mig en endnu større respekt for kompleksiteten i arbejdet.”
I hvor høj grad kan du trække paralleller fra studiet til jobbet? Eller omvendt?
“Mit studie er meget bredt, og umiddelbart kunne man tro, at det kan være vanskeligt at trække direkte paralleller til arbejdet i M&A. Alligevel oplever jeg mange fælles træk, især når det handler om at gribe opgaver an analytisk og struktureret. Evnen til hurtigt at danne mig et overblik, identificere centrale udfordringer og omsætte store mængder information til klare data er noget, jeg dagligt kan trække på fra både studiet og jobbet.
På mange måder føler jeg faktisk, at mit studie styrker min evne til at løse de arbejdsopgaver, jeg bliver stillet, mens mit arbejde omvendt giver mig en mere praktisk og målrettet tilgang til at anvende de analytiske metoder og teorier, jeg lærer undervejs. Samlet set oplever jeg derfor en værdifuld synergi mellem både studie og job, der gør mig i stand til at udvikle mig hurtigere både fagligt og professionelt.”
Hvorfor er Corporate Finance / M&A spændende? Og hvilket skillset føler du bliver trænet?
“Jeg synes, at M&A er særligt spændende, fordi arbejdet er utroligt alsidigt. På den ene side kræver jobbet, at man behersker det finansielle og analytiske arbejde med tal og værdiansættelser, mens man på den anden side skal have strategisk forståelse af virksomheder og markeder. Man bliver konstant udfordret med forskellige typer af opgaver, hvilket både er motiverende og gør, at jeg føler, at jeg altid lærer noget nyt, når jeg er på kontoret.
Det gør samtidig, at man løbende træner en bred vifte af færdigheder, lige fra finansiel analyse og strategisk tænkning til konkret problemløsning. Fællesnævneren for disse færdigheder er ’analytisk tilgang og forståelse’ – hvis man kan kalde det en færdighed. Derudover giver jobbet en unik mulighed for at opnå dybdegående indsigt i mange forskellige selskaber, brancher og markeder, hvilket bare helt generelt interesserer mig.
Uanset om ens fremtidige karriere er inden for M&A eller et helt andet område, føler jeg, at de kompetencer og den viden, man tilegner sig her, vil være værdifulde resten af ens professionelle liv.“