Rapporten giver værdifuld indsigt for investorer, virksomhedsejere og andre interessenter, der ønsker at forstå og navigere i det komplekse M&A-landskab inden for software og ICT-services. Download rapporten via linket til højre og læs med i vores opsummering nedenfor.
Antallet af annoncerede transaktioner i den danske softwaresektor var særligt begrænset i første kvartal 2026 med 10 annoncerede softwaretransaktioner, svarende til et fald på 60% sammenlignet med samme periode året før. Private equity-investorer fortsatte med at være den mest aktive købertype og stod bag 70% af transaktionerne. Samtidig udgjorde cross-border transaktioner 80% af alle annoncerede transaktioner, hvilket afspejler en fortsat stærk international interesse for danske softwarevirksomheder.
Den danske ICT-servicesektor oplevede derimod en stigning i aktiviteten sammenlignet med samme periode i 2025 med syv annoncerede transaktioner, svarende til en stigning på 40%. Udviklingen var primært drevet af øget interesse fra strategiske købere og compounders, som fortsat søger veldrevne serviceforretninger med stærke kunderelationer, specialiserede kompetencer og potentiale for konsolidering.
I Q1 kunne vi offentliggøre salget af Heyday til Simple Agency Group, en hurtigt voksende dansk IT-gruppe. Heyday er et dansk, kreativt tech- og IT-konsulenthus, der leverer skræddersyede digitale platforme og løsninger til mellemstore og større virksomheder. Vi oplevede betydelig interesse fra et bredt køberfelt, hvilket understreger den fortsatte efterspørgsel efter veldrevne IT-konsulenthuse med klare kompetenceområder og en stærk position i markedet.
På trods af den usikkerhed, som den hastige AI-udvikling har skabt på de børsnoterede markeder, fremstår det nordiske softwaremarked fortsat robust. Det samlede antal nordiske softwaretransaktioner lå en anelse over niveauet fra samme periode i 2025, og efterspørgslen efter danske softwareselskaber, særligt de vertikalt-fokuserede, er fortsat solid. Samtidig peger den forbedrede aktivitet i den danske ICT-servicesektor på et mere konstruktivt marked end i 2025, hvor strategiske købere og compounders igen synes villige til at engagere sig i kvalitetsaktiver. Samlet set indikerer udviklingen, at markedet fortsat er selektivt, men at attraktive software- og ICT-servicevirksomheder med stærke nichepositioner, høj profitabilitet og tydelige konkurrencemæssige voldgrave fortsat kan tiltrække betydelig køberinteresse.
Vi har genbesøgt tallene i fjerde kvartals udgave af rapporten for at tage højde for eventuelt sent indrapporterede transaktioner. Antallet af danske softwaretransaktioner steg fra 12 til 14, mens antallet af ICT-services transaktioner justeres fra seks til syv.