Rapporten giver værdifuld indsigt for investorer, virksomhedsejere og andre interessenter, der ønsker at forstå og navigere i det komplekse M&A-landskab inden for software og ICT-services. Download rapporten via linket til højre og læs med i vores opsummering nedenfor.
Antallet af annoncerede transaktioner i den danske softwaresektor oplevede en markant stigning i forhold til forrige kvartal med 22 annoncerede softwaretransaktioner mod 14 i andet kvartal, hvilket svarer til en stigning på 22% sammenlignet med samme periode året før. Andelen af softwareselskaber, som blev solgt til en private equity-investor, steg yderligere fra forrige kvartal til 82%. Samtidigt stod danske købere for andet kvartal i træk bag 50% af de annoncerede transaktioner, og aktiviteten blandt danske og udenlandske købere var dermed igen ligeligt fordelt.
Den danske ICT-servicesektor oplevede en markant stigning med 14 annoncerede transaktioner, hvilket er en fordobling sammenlignet med forrige kvartal og seks flere end i samme periode sidste år, en stigning på 75%. Aktiviteten var drevet af en fortsat stor interesse fra buy-and-build platforme, som fortsat søger veldrevne serviceforretninger, med stærke kunderelationer og yderligere potentiale for konsolidering.
Tredje kvartal bød på et tydeligt opsving i det danske M&A-marked inden for både software og ICT-services. Aktiviteten var især drevet af private equity-investorer gennem både platforms- og bolt-on-investeringer. Interessen fra disse investorer bidrog til, at aktiviteten inden for ICT-services nåede sit højeste niveau i analyseperioden, mens softwareaktiviteten nåede sit højeste niveau siden første kvartal af 2025. Fremgangen i begge segmenter peger på en forsigtig optimisme i markedet, mens køberne fortsat vurderer risici knyttet til AI. Usikkerheden afspejles også i værdiansættelserne, hvor vækst alene ikke længere er nok. Det er i dag kombinationen af vækst og stærke frie pengestrømme, der i højere grad afgør, hvilke selskaber der opnår de højeste værdiansættelser.
Vi har genbesøgt tallene i andet kvartals udgave af rapporten for at tage højde for eventuelt sent indrapporterede transaktioner. Tallene er uændrede.